CO2-ækvivalenter

Drivhusgasserne har forskellige virkninger på klimaet under deres levetid i atmosfæren. Eksempelvis er drivhusgasserne metan (CH4) og lattergas (N2O) hhv. 25 og 298 gange kraftigere end drivhusgassen kuldioxid (CO2). Man siger, at metan har et globalt opvarmningspotentiale (på engelsk Global Warming Potential – GWP) på 25 ift. kuldioxid, mens lattergas har et globalt opvarmningspotentiale på 298 ift. kuldioxid. For at beregne den samlede emission af drivhusgasser, omregnes emissionen af metan og lattergas til såkaldte CO2-ækvivalenter. Omregning til en CO2-ækvivalent emission sker ved at gange udledningen af metan og lattergas med GWP-værdierne på 25 for metan og 298 for lattergas. Ved denne omregning opnås et udtryk for den samlede emission udtrykt i CO2-ævivalenter, der forkortes til CO2e i tabeller og figurer. GWP-værdierne blev revideret i forbindelse med de nye IPCC 2006 Guidelines. I tidligere emissionsopgørelser regnede man således med en GWP-værdi på 21 for CH4 (nu 25) samt en GWP-værdi på 310 for N2O (nu 298).